Oryctes nasicornis - pasning og opdræt

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/12920301_10153907048056886_5661069388278034091_n.jpg
Oryctes nasicornis også kendt som den ‘europæiske næsehornsbille’ er en af Europas største biller, og den eneste næsehornsbille (Dynastinae) i Norden. Det er en fantastisk taknemmelig bille at arbejde med, og den har en dejlig kort cyklus kontra de større arter af næsehornsbiller, hvilket gør den særdeles egnet som begynder, og indgang til hold af næsehornsbiller generelt.

Oryctes nasicornis naturlige habitat var oprindeligt løvskove, hvor de bidrog til nedbrydelsen af især løvtræ. Men som årene gik, og løvskovene blev mindre og mindre udbredt, så formåede den lille næsehornsbille at tilpasse sig den nye verden særdeles effektivt. I stedet for stammer, stubber og lignende i de store skove, så begyndte man at se dem i store mængder ved savværker, rideskoler og kompostbunker. Denne tilpasning viste sig at være særdeles effektiv, modsat Eghjorten (Lucanus cervus), som endte med at blive erklæret uddød indtil man formåede at genudsætte dem igen her for et par år siden.

I dag er billen i stor grad tilknyttet menneskeskabte habitater, og et godt eksempel på dette kommer fra en privatejet hestemødding ved Gundsømagle. I 2012 blev denne mødding helt fjernet, men da man vendte tilbage i 2014 viste det sig, at bestanden i den grad havde kommet sig. Bestanden talte flere tusinde voksne individer, samt larver i alle stadier. Et dejligt eksempel på billens fantastiske egenskab til at tilpasse sig.

Som nævnt, så har de en relativ kort cyklus kontra mange af de andre næsehornsbiller. Om foråret dukker de nye voksne biller frem, som har overvintret i jorden. De begynder straks at finde sig en mage, og så starter det. Æggene bliver lagt i foråret, og klækker efter et par uger. Larverne begynder herefter at spise sig rigtig tykke og store i løbet af foråret, og sommeren. Slut på sommeren forpupper de sig under jorden, og kommer frem i løbet af efteråret. I stedet for at grave sig frem i efteråret, så bliver de i jorden, og overvintre, indtil det bliver forår igen, og så starter det hele forfra igen. En ganske kort cyklus, kontra de flere år, som nogle næsehornsbiller tager.

Pasning, og opdræt i fangeskab:

Som nævnt, så er det en særdeles taknemmelig bille, hvor hunnerne lægger mellem 20 og 40 æg i løbet af sæsonen. Og så er den samtidig ganske nem at få til at yngle i fangeskab. Under de perfekte forhold, så kan cyklussen kortes ned, men det er min erfaring, at det ikke altid giver det bedste resultat. Så hvordan bæger man sig af?

I de år jeg har avlet, og holdt den skønne bille, der har jeg holdt dem i plastkasser på en 30-40L. Årsagen til dette er, at det gør det relativt let at holde godt øje med bestanden, såvel som udviklingen af larverne. Jo større kasser man bruger, jo større mængder træ til larverne, og den del er ret vigtig – for de er grådige.

Min opbygning af opdrætskasserne er ganske simple. Jeg bruger plastkasser på en 30-40l, hvilket givet mig muligheden for at lave en god dybde i kassen. En dybde på en 30cm vil være tilrådeligt. I bunden har jeg et 2-4cm hårdt presset lag af skovjord. Årsagen til, at det er hårdt presset er fordi, at det er her hunnerne kommer til at smide deres æg. Så den del er relativ vigtig. Oven på dette lag har jeg så store mængder af frønnet træ, og til sidst, så bliver det hele dækket af et løst lag jord.

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_20191130_215951.jpg
i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/54463004_10156362076901886_1183619701750628352_o.jpg
God blanding af frønnet træ, og jord. Noget kunne tyde på, at gæringssvampene har en betydning, så dette holdes konstant fugtigt ved stuetemperatur. Nederste billede viser de sørgelige rester af hvad der engang var store træstykker.

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_20191130_220005.jpg
To opdrætskasser.


i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_20191130_220432.jpg
Lidt halvdårligt, men det viser den generelle opbygning af mine kasser. Laget i midten består, ud over træstykker, af en masse frønnet træ af samme type som vist ovenfor.

Mængden af tilgængelig føde for larverne er nok den vigtigste ting ved denne dejlige bille. Som voksne spiser de stort set intet til intet overhovedet, og lever primært af de fedtdepoter de opbygger som larver. Jo større larver, jo længere tid har man forældrene, og dermed mere tid til parring. Men ud over levealderen, så har den tilgængelige mængde af føde, også en indvirkning på hvor store billerne bliver, hvilket igen har en betydning for opdræt.

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_6674.jpg
Meget lille han til venstre, sammenlignet med en gennemsnitlig hun til højre.

Undersøgelser fra udlandet har vist, at størrelse af hanner og hunner har en betydning for succesen af opdræt. Det har vist sig, at størrelsen på hanner og hunner gerne skulle være omkring den samme. Man så, at mængden af æg, og larvernes udvikling, afhæng af forældrene. Hvis en stor han gik på en lille hun, eller omvendt, så var succesraten mindre end hvis en stor han gik på en stor hun, og omvendt.

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_6684.jpg
Flot par af Oryctes nasicornis. Disse var blandt en af de sidste generationer, som kom frem i slut 2018.


i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_20191130_220240.jpg
i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_20190505_141918.jpg
Fra en lille L1 til store L2/L3 larver.

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_6645.jpg
Gruppe af voksne, klar til at lave næste generation. Disse voksne var blandt nogle af de største jeg har lavet.

Når det kommer til føden, og valget heraf, så er det næsten op til en selv. Mange avlere af biller bruger noget, som kaldes ‘flake-soil’, som i bund og grund er fermenteret træ. Dette indeholder alt hvad laverne har brug for, og man behøver derfor ikke at bruge andet. Jeg har aldrig brugt ‘flake-soil’, men store træstykker, og det har altid givet mig flotte biller. Det kræver selvfølgelig, at man er lidt mere over larverne for at sikre sig, at de ikke løber tør for føde. Men når det er sagt, så kunne noget tyde på, at adgangen til protein har en effekt på størrelsen af hannernes horn. Dette er noget man især ser være gældende ved de større arter af næsehornsbiller, og noget kunne tyde på, at det også har en effekt her. Jeg fik engang en gruppe larver af en, som opfostrede larverne på hestelort, som i stor grad består af fermenteret halm. Hannerne her fik nogle rigtig store, og rigtig flotte horn. Men hvad gør man hvis man ikke har adgang, ej heller lyst, til at have hestelort inden for i sit hjem? Man kan f.eks bruge hundefoder. Der skal ikke særligt meget til, men en lille smule kunne tyde på, at have en lille virkning – jeg kan selvfølgelig også være indbildsk.

i541.photobucket.com/albums/gg373/ciliatus/IMG_0614.jpg
En han af generationen opfostret på hestelort.

Slutteligt vil jeg sige, at det er en ganske dejlig bille at arbejde med. Den er let at have med at gøre, og selvom, at de er gravet ned det meste af døgnet, så er der meget fart på dem når mørket sænker sig. Om natten, så kan man tit høre hvad der mest af alt minder om en lille helikopter, som letter.